TO TALENTER RYKKER OP FRA U19

Bella Madsen og Elisabeth Nielsen fra U19 Liga er begge blevet en del af Kvindeligatruppen fra denne sæson.

Begge piger har i den seneste sæson været en del af U19 Liga i Kolding IF. 19-årige Elisabeth Nielsen fik sin seniordebut i sidste sæson mod Fortuna Hjørring, og 17-årige Bella Madsen har netop fået sin debut, i første kamp i denne sæson mod FC Nordsjælland.

Cheftræner Allan Drost glæder sig over at kunne hjælpe talenter fra U19 Liga, med at tage næste skridt i deres udvikling:

Bella har efter et succesfuldt transitionsforløb, og har gennem kontinuerligt gode præstationer på vores dygtige U19-hold, vist sig så godt frem at det nu giver mening at rykke hende fast op i Kvindeliga-truppen. Hun har en dejlig ubekymret tilgang til spillet, som hun skal holde fast i. Derudover besidder hun stor fart og har en god indlægsfod, som jeg ikke er i tvivl om, at vi kommer til at få stor glæde af! Jeg glæder mig til at hjælp Bella med at tage de næste skridt i sin udvikling og dermed etablere sig på højeste nationale niveau, fortæller cheftræner Allan Drost om Bella Madsen.

– Eli er ligeledes et produkt af vores fantastiske U19-miljø, og nåede at få debut allerede i løbet af foråret, hvor hun i sit indhop mod Fortuna Hjørring hjemme i Kolding, til fulde beviste sit store potentiale. Endnu en spiller med gode 1v1 kompetencer, som begår sig bedst på kanten, hvorfra hun kan udfordre sin direkte modstander, hvilket er hendes helt store styrke. Når vi får hende helt klar, er jeg ikke i tvivl om at hun hurtigt vil kunne vise sit værd, og byde ind på positionerne bredt i banen. Jeg glæder mig til at hjælpe Eli med at tage de næste skridt i sin udvikling og dermed etablere sig på højeste nationale niveau, fortæller cheftræner Allan Drost om Elisabeth.

Bella Madsen kom til Kolding IF fra Vejle Boldklub, men har spillet i Kolding IF i mange år, og glæder sig nu over at være en del af Kvindeligatruppen:

– Jeg synes det er en god mulighed for mig at blive rykket op på kvindeligholdet, idet det er noget jeg altid har håbet på og trænet op til. Jeg er glad for, at jeg har fået muligheden for at træne på det højeste niveau. Jeg tror, at jeg kan forsætte min udvikling, og tage næste skridt, siger Bella.

Elisabeth Nielsen har tidligere spillet i Odense Q, inden hun kom til Kolding IF. Angriberen har været repræsenteret på både U16, U17 og U19-landsholdet, hvor det samlet set er blevet til 14 kampe, og hun glæder sig ligeledes over at være rykket op i Kvindeligatruppen:

– Det at rykke op i Kvindeligatruppen er selvfølgelig noget, som jeg er glad og stolt over. Det er fedt at vide klubben tror på mine evner, og det er noget der giver mig motivation til at klø på og bidrage til holdet, fortæller Elisabeth.