Vi indtager tredjepladsen med tre point i Fredericia
Den korteste udebanetur på sæsonen, kombineret med skønt forårsvejr, tiltrak naturligvis et væld af Kolding IF-supportere til Fredericia.
Udebaneafsnittet var fyldt med god stemning og fællessang i alle kampens 90 minutter, hvor der endda også var sneget sig et par AaB-tilhængere ind, som i dagens anledning ligeledes holdt med Kolding af åbenlyse årsager.
Halvandet minut inde i opgøret fik vi kampens første chance. Efter et langt indkast fra Christian Vestergaard opsnappede målfarlige Mikkel Jespersen nedfaldsbolden, men Mikkels afslutning gik snert forbi.
Efterfølgende fik hjemmeholdet godt tag på kampen, men alligevel tilfaldt kampens anden chance også Kolding IF. Njai modtog bolden på kanten og sendte første gang bolden i dybden til Paul Ngongo, der sprintede fra sine direkte modtandere. Paul var en mod en med Fredericias keeper, som dog kom flot ud af målet og vanskeliggjorde chancen for Paul, der afsluttede lige på Frederik Mehder.
Efter godt et kvarter fik vi et hjørnespark, og det tog Albert Nørager sig af med indadskruet et af slagsen. Hjørnesparket blev eksekveret med stor præcision og voldte Mehder store problemer, da han fejlvurderede sit indgreb fuldstændig. Bolden blev reddet på stregen af en Fredericia-spiller, men kun den endte hos Njai, som stod i en gunstig position på kanten af det lille målfelt. Njai manglede dog en smule kølighed og sparkede bolden over mål.
Få minutter senere var vi tæt på at gentage situationen med endnu et hjørnespark fra Albert Nørager. Igen blev bolden reddet på stregen, og denne gang endte clearingen hos Paul Ngongo, der fik sat hovedet på og endnu engang fremtvang et heroisk indgreb på målstregen fra Fredericia.
Albert Nørager havde altså vist flot sparketeknik i to omgange fra hjørnet, og efter 25 minutter fik vi endnu en gang en smagsprøve på det skarpe venstreben. Han modtog bolden på midten af Fredericias banehalvdel, og efter han havde lagt bolde til rette for sig selv, prøvede han lykken udefra. Selvom der var stor kraft på sparket, lignede det en griber for Mehder, der dog blev gevaldigt snydt, da bolden knækkede i luften, og det endte med en meget akavet situation for keeperen, der endte med at give en farlig returbold.
Fredericia fik deres første chance efter en halv time. Chancen tilfaldt Emilio Simonsen, der modtog bolden i vores straffesparksfelt efter en flot omstilling af hjemmeholdet. Simonsen afsluttede konsekvent i det korte hjørne, men Lennart Moser var mere end klar og viste flotte reflekser, selvom han ikke havde haft meget at lave.
Det sidste kvarter af første halvleg forholdte sig chancefattigt, og vi gik derfor målløst til pause.
Anden halvleg startede på mange måder som første halvleg sluttede. Vi var i kontrol, men chancerne udeblev. I det 57. minut fik vi dog anden halvlegs første chance. Bolden blev spillet frem til Paul Ngongo, der vendte flot af på sin direkte modstander og efterfølgende spillede bolden dybt til Asker Beck, der afsluttede resolut i det korte hjørne uden chance for Mehder. Desværre løftede linjedommeren sit flag, og målet blev underkendt af en snæver offside.
Ti minutter senere fik Fredericia en stor mulighed for at bringe sig i front. Et tidligt indlæg fra Christian Gammelgaard lå knivskarpt til Mikkel Juhl, som satte indersiden på, men afslutningen gik langt over Lennart Mosers mål.
Få minutter senere var hjemmeholdet ved at lave en kopi af den forrige mulighed. Igen slog Gammelgaard et indlæg ind til Mikkel Juhl, som denne gang lagde bolden til rette for Sofus Berger, men Berger fik aldrig ordentlig afsluttet, eftersom Albert Nørager kom stormende ud og fik blokeret i sidste øjeblik.
I det 73. minut var Albert Nøragaer endnu en gang involveret i en god situation. Han brød bolden højt på banen, og så gik det stærkt ned mod Fredericias mål. En god kombination med Paul Ngongo skabte en to mod to situation for Albert Nørager, der havde Asker Beck med sig. Da Albert blev presset, spillede han Asker fri inde foran målet, og Asker fik hurtigt afsluttet, men Mehder fik reddet kastanjerne ud af ilden.
Fire minutter senere fik vi endnu en omstillingsmulighed. Njai og Paul Ngongo kombinerede på venstre side, og det skabte en en mod en for Paul, som drev gæk med sin modstander og satte kurs mod baglinjen. Da baglinjen var nået, tog Paul et skarpt træk ind i banen og viste efterfølgende stærkt overblik, da han fandt indskiftede Thomas Mikkelsen inde foran, der sikkert kunne sætte punktum på det flotte forarbejde fra Paul Ngongo og bringe os fortjent i front.
Føringsmålet pressede Fredericia frem på banen, og det gav muligheder den anden vej mod kampens slutning. Kort inden lukketid drev Njai bolden frem på sin venstre side, og da han var nået op til feltet, trak han ind i banen, hvor han sendte en flad afslutning afsted, der kunne have lukket kampen endegyldigt. Afslutningen var dog ikke placeret yderligt nok, og Mehder kunne redde sikkert.
I det sidste overtid minut af overtiden fik Fredericia et hjørnespark, hvor Mehder var søgt med frem, og det skulle da lige passe, at det var keeperen, der fik kampens sidste mulighed. Bolden faldt ned til ham, men heldigvis var det tydeligt en uvant position for Mehder, der ikke fik ordentlig træf på kampens sidste boldberøring, og det endte dermed med den første sejr i Fredericia i denne sæson.
Der skal lyde et stort tak til de mange medrejsende, som gennem hele kampen overdøvede hjemmeholdets tilskuere. Det var en sand fornøjelse at være vidne til. Næste opgave er en hjemmekamp mod Hobro på Autocentralen Park på fredag den 17. maj, hvor der igen er tre vigtige point i spil om tredjepladsen.
De startende 11:
Lennart Moser
Christian Vestergaard
Patrick Tjørnelund
Albert Nørager
Abdoulie Njai
Isak Tånnander (45’ Davið Ingvarsson)
Christoffer Palm (60’ Thomas Mikkelsen)
Mikkel Jespersen (60’ Villads Westh)
Mike Vestergård
Asker Beck (90+’ Jeppe Pedersen)
Paul Ngongo